Sådan får du træning og motion til at passe ind i en travl hverdag

For dig som har en travl hverdag med meget arbejde, familie, venner og en lang række af forpligtelser, så kan træning og motion hurtigt virke uoverskueligt.

Det er altid svært at finde tiden (for slet ikke at nævne motivationen og gejsten) til at komme i gang; særligt hvis du har en presset hverdag. Det kan derfor være nemmere at kaste håndklædet i ringen og i stedet give op.

Men det nytter naturligvis intet.

Træning er for alle; også selvom du har meget at se til. Selv Barack Obama kan finde tid til at træne regelmæssigt – og så er faktum naturligvis, at så kan du også. Punktum.

Derfor får du her nogle hurtige og brugbare råd til hvordan, du får træning og motion til at passe ind i din travle dagligdag!

Du har rigeligt med tid – så drop undskyldningerne

Lad os starte med at skære en kendsgerning ud i pap:

Du har rigeligt med tid, som fint kunne bruges på træning og motion.

Hvis du bilder dig selv og andre ind, at du simpelthen ikke har tid, så er det ikke spor andet end lige netop det; ren og skær indbildning.

Som nævnt i indledningen finder selv Barack Obama tid til at være fysisk aktiv – efter sigende op til seks gange om ugen – og så kan du naturligvis også finde tid. Det kan du passende tygge lidt på, næste gang du udtaler, at du ikke har tid.

Så start med at smide dine undskyldninger i skraldespanden, og brug i stedet din tid på at planlægge og prioritere din tid og træning, så du kan få gjort det til en fast del af din hverdag.

Det handler om prioritering

I forlængelse af ovenstående, så er det naturligvis på sin plads at tale om prioriteringer.

For hvis du vitterligt ikke føler, at du har tiden til at være fysisk aktiv, så er du helt simpelt for ringe til at administrere din tid. Længere er den ikke.

Du bruger sandsynligvis en god portion tid foran tv’et, computeren eller på sociale medier hver uge – og hvis du prøver at tælle timerne, så vil det uden tvivl overraske dig hvor meget tid, du rent faktisk bruger på det.

Nu skal det ikke misforstås og læses, som at du ikke må bruge tid på at slappe af og se tv; for det må du naturligvis godt (og jeg er vidst selv skyldig i at være storforbruger af selvsamme ting) – men det indikerer blot, at du har tiden til at være aktiv; men bare ikke den rette prioritering.

Og så skal jeg nok komme videre og stoppe med at give dig dårlig samvittighed – og i stedet give dig nogle konkrete råd til at gøre træning til en integreret del af en travl hverdag.

Planlæg din træning realistisk

Som ejer af en travl og hektisk hverdag, er du sikkert vant til at planlægge og strukturere din sparsomme fritid.

Her bør træning naturligvis ikke være nogen undtagelse.

Skal du succesfuldt i gang med at træne – og få det hele til at passe ind – så skal du naturligvis skemalægge og planlægge din træning. Her mener jeg mere konkret, at du skal vide hvordan og hvornår, du vil træne – så du rent faktisk får det gjort, og kommer ind i en god rytme. Det behøver naturligvis ikke være uhyre præcist og fuldstændig skemalagt ned til sidste detalje – men med god struktur og planlægning kommer du uden tvivl bedre fra start.

Endnu vigtigere er det, at du planlægger din træning realistisk.

Hvis du kaster dig ud i en træningsplan, som er fuldstændig urealistisk – og hvis du grundlæggende gaber over mere, end du kan tygge – så planlægger du udelukkende din egen fiasko.

Med et i forvejen klemt skema, er du nødt til at lave realistiske målsætninger og planer, så du kan komme i gang på den rigtige måde.

Et godt udgangspunkt er altid at starte ud med en plan, som du stensikkert kan følge. Hellere for lidt end for meget – og så kan du altid øge mængden over tid, såfremt du får mod på mere.

Læs også: Sådan laver du dit eget træningsprogram

Skær alt det ligegyldige fra i din træning

En realistisk træningsplan – for en travl person – bør i første omgang være en træningsplan, som er hurtig og overskuelig at gennemføre.

Derfor bør du naturligvis fokusere på det vigtigste og skære alle ”ligegyldighederne” fra.

Vil du gerne i gang med styrketræning, så kunne det eksempelvis betyde at skære alle mindre isolationsøvelser fra i dit træningsprogram og i stedet fokusere fuldt ud på store flerledsøvelser, som giver dig fuld værdi for pengene.

Er du tilhænger af løb, konditionstræning eller lignende – så kan du med fordel bruge tid på interval træning i form af eksempelvis HIIT eller andet.

Grundlæggende bør du altså fokusere på de øvelser og træningsformer, hvor du opnår mest muligt effekt på kortest tid. På denne måde bliver din træning mere overskuelig – og samtidig forbliver den effektiv og givende!

Gør din træning til en naturlig del af din hverdag med små skridt

I første omgang vil det sandsynligvis fylde lidt ekstra i din hverdag pludselig at skulle gøre plads til træning og motion. Det er forventeligt og er derfor er det – som nævnt tidligere – særligt vigtigt, at du laver en realistisk målsætning og plan.

Kommer det hele til at fylde for meget, så bliver det tillokkende at give op – og så er du hurtigt tilbage ved dit udgangspunkt.

Med små skridt – og opnåelige målsætninger (og små delmål) – kan du over tid opbygge gode og fornuftige vaner, så træning bliver til en mere integreret del af din hverdag; for til sidst at blive en helt naturlig del af din dagligdag, som du pludselig ikke kan undvære.

Sørg for at gøre din træning spændende og motiverende

Det skal være lysten der driver værket (omend det naturligvis godt må være hårdt) – og derfor skal din træning naturligvis være motiverende for dig.

Hvis du i forvejen kæmper med at komme i gang, og hvis du føler, at du er tidspresset i forhold til din træning, så gør det naturligvis intet godt, hvis det samtidig skal være en sur pligt.

Sørg derfor for at kaste dig over træning, som du finder inspirerende og motiverende, hvad end det så måtte være; træning med egen kropsvægt, motion i naturen, styrketræning med frie vægte eller noget helt fjerede – pointen er, at du skal kunne lide din træning, førend det er realistisk, at du kommer godt i gang og gider finde tiden til det i din travle hverdag.

Endeligt kan du jo passende variere din træning og være fleksibel, så det ikke er det samme dag ud og dag ind.

Forpligt dig selv – og få et spark i røven

Slutteligt er et godt råd til dig, som har svært ved at finde tiden til træning, at opsøge et kærligt spark bagi.

Et godt råd er at træne med en kammerat eller bekendt, så du kan blive forpligtet og komme bedre i gang med hjælp fra faste aftaler. På denne måde er du ikke alene om strabadserne – og samtidig bliver du holdt lidt i ørene undervejs.

Ikke mindst så kan du med en fast træningspartner søge motivation og sparring løbende, så du ikke mister gejsten i løbet af din træning.

Ønsker du den ultimative hjælp – og et seriøst skub til at komme i gang – så kan du med fordel bruge Fit Project til at finde en personlig træner.

Opsummering – træning og motion i en travl hverdag

Nu har du fået et par solide råd i forhold til at få træning og motion til at passe ind i din travle hverdag – så er næste punkt blot at tage skridtet og komme i gang.

Husk at det handler om at gøre det realistisk for dig selv og din hverdag, og at der som udgangspunkt ikke er noget rigtigt og forkert – også selvom du måske kun kan finde tid til at træne hjemme i stuen i første omgang.

Sørg for at tage små skridt ad gangen så du over tid kan opbygge gode træningsvaner og langsomt få regelmæssig motion til at passe ind i din travle dagligdag.

Endeligt bør du huske på, at en lille smule er bedre end ingenting – og at du altid kan bygge mere på!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *