Sådan opnår du en sund tilgang til din træning

Træning og motion er både sjovt, inspirerende og enormt givende, og med den rigtige tilgang er det en sikker vej til øget overskud og velvære samt ikke mindst en sundere, stærkere og flottere krop.

På trods af dette så kan den forkerte indstilling til din træning påvirke din hverdag negativt og udelukkende gøre din hverdag mere besværlig.

En forkert indstilling og tilgang til træning, er når din passion og tanker omkring dig selv og din træning bliver så altoverskyggende, at det tager tid og fokus fra andre og mere vigtige ting i dit liv såsom familie, arbejder og venner.

I disse tilfælde hvor din træning styrer dine tanker og hverdag, så tilfører det ikke længere værdi til dit liv. Tværtimod. I stedet bliver din træning en ond følgesvend som tager uden at give – og som er svær at blive venner med igen.

Det er derfor uhyre vigtigt at bevare en sund tilgang til motion og fysisk aktivitet, så du kan høste de mange fordele af at være aktiv – og stadig have tid og lyst til andre ting i dit liv.

Læs med her og bliv klogere på, hvordan du sikrer dig en sund og fornuftig tilgang til din træning!

Hvornår er min tilgang til træning forkert?

Din tilgang til træning er usund, hvis din træning har for stor magt over dit liv og din hverdag. Hvis du kan nikke genkendende til nogle af nedestående punkter, så er der en god sandsynlighed for, at din trang til at træne har taget overhånd:

Du bliver stresset og irritabel når du misser et træningspas

Bliver dit humør alvorligt påvirket hvis du misser et eller flere træningspas, så har din træning sandsynligvis taget overhånd.

Det er naturligvis helt fint, hvis du bliver småirriteret og får lidt dårlig samvittighed over at misse et eller flere træningspas – men alt med måde. Din træning – eller mangel derpå – må ikke påvirke dit humør i så stor grad, at det har negativ indflydelse på din hverdag.

Du må godt ærgre dig over en misset træning; men se i stedet frem til din næste træning og tænk over, hvad du kan gøre for at undgå afbræk fra din træning fremover.

Du nedprioriterer vigtige ting i dit liv, for at kunne træne mere

Hvis du prioriterer din træning så meget, at det stjæler tid og fokus fra andre og mere vigtige ting i dit liv, så gør du noget forkert.

God og effektiv træning og motion bør altid prioriteres, og det kan det også sagtens, uden at påvirke andre dele af dit liv.

Hvis din træning fjerner dit fokus og din tid fra venner, arbejde, familie og andet – så er din tilgang til din træning hverken god for dig eller dit netværk.

Din træning medfører konflikter i dit sociale liv

Dette punkt er i forlængelse af ovenstående. Nedprioriterer du alt andet end din træning, så vil det nemlig typisk påvirke dit sociale liv negativt.

Træning er godt for dig, men det er dit sociale liv i den grad også – og du kan og skal have tid til begge dele.

Du er aldrig tilfreds med din træning

Det er helt legalt at være sulten efter bedre resultater og hele tiden sætte nye mål. Men hvis du gang på gang er utilfreds og aldrig kan være positiv over din fremgang, så er din indstilling forkert.

Hvis du kun tænker negativt omkring din træning og aldrig er tilfreds, så vil det unægtelig have en negativ og helt unødvendig påvirkning på dit humør.

Husk at ros dig selv over den fremgang du har opnået, og tag også positivt mod ros fra andre. Anerkendelse er en vigtig del af din træning og fremtidige motivation – og en central del af dét at have en sund tilgang til ens træning.

Din motivation til at træne er nærmest tvangsplaget

Din motivation er vigtigt for, at du opnår resultater i træningscenteret og ikke ender med en pause fra din træning. Men er din trang til at træne mere tvangsplaget end drevet af en oprigtig motivation og lyst, så er det et tegn på, at din træning styrer dit liv.

Læs også: Sådan kommer du i gang med at træne efter en pause

Træning og motion er det vigtigste i dit liv

Nej det er det ikke.

Træning og motion er en vigtig del af et sundt og godt liv, men det må aldrig være den vigtigste del. Føler du, at din træning er vigtigere end alt andet i dit liv, så har du mildest talt brug for en øjenåbner og bedre prioriteter. Punktum.

Jeg er faldet i – hvad gør jeg?

I virkeligheden kan det være svært at nå frem til, om du er afhængig eller har en usund tilgang til din træning. Derfor er det første skridt at indse, at dit syn på din træning er fordrejet og usund – såfremt det er tilfældet.

Er det ikke tilfældet, og har du en sund og fornuftig tilgang til din træning – så spring bare nedenstående over.

Kan du omvendt nikke genkendende til en eller flere af de førnævnte punkter, så har du brug for at forbedre dit syn på din træning, og det kommer jeg ind på nu.

Først og fremmest skal du gøre det klart, hvorvidt du har et problem eller ej. Her kan det være en god ide at få inputs fra andre, da det som med så mange andre ting kan være svært, at se det problem man selv står i.

Det kan være rigtig svært selv at vurdere, om ens træning har taget overhånd. Derfor kan det være en god ide at spørge ens kæreste, venner eller familie, så man kan få andres syn på det.

Af samme grund er det en god ide at pointere overfor andre, hvis deres tilgang til deres træning er ved at tage overhånd.”

Har du et usundt tilgang til din træning, så er næste mål at finde ud af, hvad problemet er, hvad det skyldes – og vigtigt af alt – hvordan du ændrer din tilgang og slipper af med din træningsafhængighed:

Find årsagen til problemet

Har du et usundt forhold til din træning, så vil der i mange tilfælde være nogle bagvedliggende årsager, og det er disse årsager som i virkeligheden skal adresseres, hvis du vil forbedre din tilgang til din træning.

Det kan være problemer i dit parforhold, stress, lavt selvværd eller en helt fjerde ting. Uanset hvad det er, så kan du være sikker på, at det ikke forsvinder af, at du fokuserer mere og mere på din træning.

Overvej om din træningsafhængighed er et resultat af nogle bagvedliggende problemer, og fokuser derefter på at løse disse, og indse at de ikke forsvinder uden handling.

Opnå fremgang med små vaneændringer

Ønsker du at gøre op med din nuværende tilgang, så du kan opnå en bedre og sundere tilgang til din træning, så accepter at du ikke kan gøre det fra dag til anden.

Succesfulde ændringer opnås ved at implementere små ændringer ad gangen – og det er netop sådan, du skal gribe din situation an.

Ved at lave minimale ændringer ad gangen, stiller du dig bedst muligt i forhold til at lave varige og holdbare ændringer. Hvis du forsøger at gøre det hele på en gang, så er chancen for, at du ender tilbage ved status quo og dermed ikke forbedrer dine vaner og din tilgang til din træning meget stor.

Det kan eventuelt være små ændringer i træningsmængde, at du bruger mere tid på dine venner eller begynder at rose dine resultater mere afhængig af, hvilke problemstillinger du står med. Pointen er blot, at dine ændringer skal være minimale, hvis du vil gøre dig forhåbninger om at nå i mål.

Vejen til forbedrede vaner kommer med små skridt ad gangen.

Genfind værdien i andre ting og aktiviteter

sund-tilgang-til-traening-1

Hvis din træning har fyldt rigtig meget, og hvis du har nedprioriteret andre dele af dit liv, så er det måske på tide at genfinde værdien i disse.

Det er nemmere for dig at skære ned på din træning – eller bare få et mere afslappet forhold til det – hvis du har andre værdier i dit liv.

Hvis du aktivt søger glæden i andre ting, så vil det automatisk bliver lettere for dig at være mere afslappet omkring din træning.

Sørg for at finde anerkendelse, tilfredsstillelse og glæde flere steder i dit liv; og ikke kun i din træning.

Du skal naturligvis ikke stoppe med at træne

Har du et anstrengt forhold til din træning, og er dét, det vigtigste i dit liv, så skal du naturligvis ikke stoppe helt med at træne. Slet ikke.

Træning må godt være en stor og vigtig del af dit liv, men bare ikke den eneste og absolut vigtigste del.

Målet er at opnå en sund tilgang, hvor træning tilfører værdi og glæde til din hverdag – i stedet for at gøre dit liv mere besværligt.

Få hjælp af en ekspert

Hvis du finder det urimeligt svært at få et bedre forhold til din træning, så kan du med fordel søge hjælp hos en ekspert.

Det kan være en personlig træner eller en coach som har erfaring med vaneændringer, som du kan få vejledning af samt løbende sparring omkring dine problemstillinger og målsætninger.

Du behøver ikke være alene om at lave dine ændringer, og du er bedre stillet hvis du får hjælp udefra – og her kan personlig træning være et effektivt redskab.

En sund tilgang til træning giver dig mere værdi

Med en god og sund tilgang til din træning, opnår du langt mere overskud og glæde i din hverdag – og netop derfor er det vigtigt at stræbe efter.

Husk at prioriter din træning og sundhed, men lad aldrig din tilgang din træning overtage dine valg og dit liv. Du kan sagtens få tid til din træning uden at negligere andre dele af din hverdag.

Træning og motion er en vigtig del af dit liv – men det må aldrig blive det vigtigste.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.