Skrå bænkpres

Skrå bænkpres eller incline bænkpres er en variation af det almindelige bænkpres, hvor du i stedet for at ligge på en flad bænk, ligger/sidder på en skrå bænk.

Som udgangspunkt træner skrå bænkpres de samme muskelgrupper som bænkpres almindeligvis gør (og teknikken er langt hen ad vejen ens), men skrå bænkpres har dog mere fokus på den øvre brystmuskel.

Jo mere skrå – eller stejl – bænken er indstillet, jo mere vil øvelsen gå i den øvre del af dit bryst. Er bænken omvend meget stejl, så vil øvelsen efterhånden ligne et siddende skulderpres mere, hvor dine skuldre løfter størstedelen i stedet for dit bryst.

Modsætningen til skrå bænkpres er decline bænkpres, hvor du i stedet ligger således, at dit hoved vender i modsat retning (altså nederst). Decline bænkpres har mere fokus på den nedre del af din brystmuskel.

Skrå bænkpres kan også udføres med håndvægte (skrå bænk med håndvægte).

Udførsel af skrå bænkpres

  1. Lig/sæt dig stabilt på bænken og tag vægten ud på strakte arme. Brug gerne et stativ, så vægten er nemt at tage ud.
  2. Sænk vægten til dit øvre bryst.
  3. Løft vægten op på strakte arme igen.

I modsætning til et almindeligt bænkpres, så bør du i et skrå bænkpres forsøge at få stangen til at ramme dit øvre bryst.

Fokus punkter:

  • Lig stabilt på bænken og spænd mod gulvet med dine fødder, som du ville gøre ved et almindeligt bænkpres.
  • Sigt efter at ramme dit øvre bryst med stangen.