Erfaringer fra over 2000 kunder – derfor søger du en personlig træner (og derfor klarer nogle trænere sig bedre end andre)

Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInEmail this to someoneShare on Reddit

Vi har pr dags dato (05-09-2016) modtaget og håndteret henvendelser fra mere end 2000 brugere, som alle ønskede hjælp til at finde den rette personlige træner. Til sammenligning havde vi haft 700 henvendelser igennem 30. september sidste år.

Ved hver eneste henvendelse er processen den samme; vi ringer dig op, præciserer dine behov og ønsker, og ligger herefter din henvendelse i udbud blandt relevante personlige trænere nær dig. Herefter kontakter op til 3 trænere dig direkte med skræddersyede tilbud, som du frit kan vælge mellem.

Det giver dig et solidt beslutningsgrundlag, når du skal finde din personlige træner – og det giver trænere mulighed for at komme i direkte kontakt med kunder, som de finder spændende og ønsker at arbejde med.

Det er med andre ord win-win for begge parter.

På den anden front har det selvsagt krævet en masse telefoniske samtaler fra vores side i form af behovsafdækning samt screening af kunder. Disse samtaler har naturligvis ofte været krydret med en god portion hyggesnak og nogle (til tider meget) sjove oplevelser.

I sidste ende har disse henvendelser resulteret i, at vi nu står med en solid viden om hvad, kunder reelt set leder efter og har fokus på, når de er på jagt efter en personlig træner.

Denne viden hjælper os med at forbedre vores service – og så kan den være til gavn for dig, som går med overvejelserne om hvorvidt, en personlig træner er det rette valg for dig eller ej.

… Og så er det super relevant for personlige trænere, der vil blive klogere på hvad, kunder i virkeligheden er på jagt efter.

Her får du – i vilkårlig rækkefølge – en række af de erfaringer, vi med tiden har skabt os. Hvad end du overvejer en personlig træner, selv er personlig træner eller blot en interesseret læser, så kan du sandsynligvis lære noget af indlægget (eller måske bare få stillet din nysgerrighed).

Du søger en træner, der kan få tingene til at ske

Jeg kunne nemt starte med den sædvanlige smøre om, at de fleste ønsker hjælp til at blive slankere, stærkere, sundere, mere muskuløse eller noget helt andet (og det har jeg vidst også gjort tidligere).

Det ville naturligvis også være sandt, men det er omvendt også lidt for nemt.

Selvfølgelig har alle, der leder efter en personlig træner, en målsætning om at ændre deres udseende, livsstil og/eller deres humør. Der er selvsagt ingen, der er interesseret i status quo, og ingen vil kunne se sig tilfredse med at stå med samme udgangspunkt efter et forløb med en personlig træner.

Du ved godt allerede nu – måske i større eller mindre grad – hvad du ønsker at opnå, og hvordan du gerne vil se ud eller have det med dig selv, og det behøver du ikke en personlig træner for at finde ud af.

Hvad du derimod mangler – og søger fra en personlig træner – er hjælp til at finde vejen dertil.

Den største fællesnævner, som stort set går igen for samtlige brugere er, at de ønsker en træner, fordi de vil have hjælp til at få tingene til at ske.

Stort set alle af vores samtaler med kunder kommer før eller siden til at handle om den udfordring, at kunden selv har forsøgt – eller forsøger på nuværende tidspunkt – men der sker simpelthen ikke nok. Enten står de stille med deres træning, måske er de gået helt i stå eller også er de ved at miste gejsten.

De fleste kender godt deres endelige mål (eller også har de hvert fald en svag ide om, hvor de ønsker at ende), men de kan simpelthen ikke få tingene til at ske på egen hånd.

Med andre ord har de opdaget, at de ikke bare kan trække deres resultater i en automat og har i stedet erfaret, at det rent faktisk kræver en kontinuerlig indsats at nå i mål (eller bare komme godt i gang). Ikke mindst kræver det en masse energi, viden og hårdt arbejde – og det er lige netop her, hvor en personlig træner gør en forskel.

Det du søger hjælp til er altså at komme godt fra start på rejsen fra A til B, uagtet af hvad dit endelige mål er.

Helt konkret mangler du altså:

  • Kompetent vejledning
  • Motivation
  • Løbende opfølgning
  • Struktur og retning
  • Forpligtelse
  • Et seriøst spark i røven
  • … eller hvad end der kan få dig videre.

Du søger en personlig træner, fordi du er træt af at træde vande, og nu vil du gerne, at der sker noget.

Det kan måske synes en anelse arrogant at fortælle dig, hvad du søger hjælp til – men lur mig om ikke du kan nikke genkendende til ovenstående (og ellers må du hjertens gerne kvittere med dine inputs i kommentarfeltet i bunden af siden).

Uddannelse er vigtig – men ikke nødvendigvis afgørende

Foruden at have en masse erfaringer og oplevelser fra kunder, som vi har hjulpet med at finde den rette personlige træner, så har vi selvsagt også opbygget en masse erfaringer fra vores tilknyttede trænere.

Særligt har vi en masse gode erfaringer med hvad, kunder i særdeleshed har fokus på, når de skal vælge deres træner – og ligeledes erfaringer med hvad trænere aktivt kan gøre for at erhverve sig flere kunder.

Følgende punkter kan være særligt relevante for dig, som er personlig træner, og ønsker at få flere kunder i din forretning.

Den første ting – som for nogen måske er en overraskelse – er, at uddannelser, certificeringer, udmærkelser og andet i mange tilfælde ikke er af afgørende betydning.

Der er mange trænere, som bryster sig med en uendelig lang liste af diverse kurser, certificeringer og lignende, som (på trods af at være nyttige) sjældent giver særligt meget mening for eventuelle kunder. I virkeligheden vil det for mange kunder fremstå som støj, da de i praksis ikke aner en dyt om, hvad det betyder.

Omend det helt bestemt sker, så er det sjældent, at det er mængden af certificeringer og kurser, der gør, at kunden vælger den ene træner frem for den anden.

Derimod er der nogle andre parametre, som i den grad er afgørende for, hvem kunden vælger som deres personlige træner.

Ovenstående betyder ikke, at uddannelser ikke er vigtige (for det er de), eller at du skal ignorere dem, hverken som træner eller eventuel kunde. Der er bare parametre, som i de fleste tilfælde er langt mere afgørende.

Mere om det nedenfor:

God kemi, stort engagement og oprigtighed er altid en vinder

I modsætning til certificeringer, kurser og andet, så er god kemi mellem dig og din træner (eller dig og din kunde) til gengæld altid uhyre vigtigt. Du skal kunne lide din træner, og din træner skal kunne lide dig.

De fleste ender med at vælge den træner, de har bedst kemi med og følger sig mest trygge ved. Det er uden sammenligning den vigtigste parameter, som vi gang på gang ser som det afgørende element.

Hvis du selv går med overvejelsen om at finde en træner, så vil du sandsynligvis også hurtigt kunne vurdere, at kemien mellem dig og din træner er topprioriteten – eller hvert fald meget højt på listen.

Et personligt træningsforløb er – som navnet antyder – en personlig ting, og her er kemien bare altafgørende.

Det betyder omvendt også at de trænere, som klarer sig godt, er de trænere, der forstår at kommunikere deres budskab på en behagelig og effektiv måde, og som forstår at sætte sig i kundens sted og skabe en stærk relation.

Ikke mindst er det vigtigt, at en træner viser oprigtighed og engagement, så du som kunde kan mærke, at træneren vil dig og ønsker at hjælpe dig.

En træner der er til stede og gør en seriøs indsats over for sine kunder – både nuværende og fremtidige – er alt andet lige bedre stillet, end den passive træner, som lader stå til.

Social proof, anmeldelser og gode referencer slår certificeringer

En ting som kunder ligeledes tager til sig og virkelig har fokus på, er gode referencer, anmeldelser og tilbagemeldinger fra tidligere kunder.

I modsætning til certificeringer og kurser, som tidligere nævnt, så viser reelle anmeldelser nemlig, at træneren ikke bare har et imponerende cv med en masse kurser og certificeringer – men derimod at de rent faktisk kan levere et solidt og troværdigt produkt, som andre har fundet glæde i.

Det giver et stærkt social proof, og det betyder noget for enhver person, der skal træffe en købsbeslutning.

Er du personlig træner, så kan du altså med fordel bryste dig med anmeldelser i højere grad, end du måske gør med dine relevante kurser og certificeringer. Det viser ægtehed og troværdighed, og det vil give dig en større succesrate over for nye kunder.

.. Og som kunde er det naturligvis altid en god ide at se efter anmeldelser og referencer, før du vælger din træner.

Her på Fit Project har tilknyttede personlige trænere mulighed for at vise anmeldelser på deres profil, så kunder nemt kan se, hvem der leverer en god service og solide resultater.

Opsummering

Der er lige så mange forskellige grunde til at få en personlig træner, som der er personlige trænere – men der er i langt de fleste tilfælde nogle helt bestemte ting, som virkelig er afgørende i forhold til at tage beslutningen (og ikke mindst vælge den rigtige træner).

Hvad end du er personlig træner eller overvejer en personlig træner selv, så har du forhåbentligt fået nogle gode inputs her, som du kan bruge på den ene eller anden måde.

Som personlig træner kan du bruge erfaringerne her til at forbedre dit virke og opnå mere succes som træner.

Søger du – eller overvejer du at finde en personlig træner – så har du her fået sat nogle tanker i hovedet, som forhåbentligt kan hjælpe dig med at træffe den rigtige beslutning.

Har du nogle tanker eller inputs til indlægget, så smid gerne en kommentar nedenfor.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *